savacon@gh.gl
kalaallisut..English
 





 
 

Fårebestanden i Grønland

Fåreavlen - den ekstensive periode 1906-76
I det følgende opdeles fåreavlens historie i hhv. en periode med en ekstensiv driftsform, og en intensiv driftsform fra 1976 og fremefter. Der er ikke tale om to skarpt adskilte perioder, men derimod tale om glidende udviklingstendenser, fra en ekstensiv driftsform mod en mere og mere intensiv driftsform; såvel mht. fodring, pasning som systematisk avl.

Om end fåret blev indført af pastor Jens Chemnitz allerede i 1906 er det først i 1925, at vi har de første gode registreringer over bestanden i Grønland. Der var tale om får af færøsk oprindelse, som gradvist blev udbredt
i en række mindre bierhvervsbesætninger blandt fisker- og fangerfamilier samt koloniansatte rundt om i Sydgrønland. Den næste indførsel var fra Island, hvor den danske koloniadministration indførte dyr til en nyoprettet landbrugsstation i Qaqortoq/Julianehåb. I 1924 var året, hvor den første heltidsfåreavler etablerede sig, således den navnkundige Otto Frederiksen i Qassiarsuk hvor han slog sig ned med hans familie og en fåreflok af blandet herkomst, primært islandsk men også af færøsk oprindelse (jf. sønnen Erik Røde Frederiksen, personlig meddelelse 2006).

Der var i 1925 en bestand på 1.678 dyr, som gradvist steg gennem 1930'erne steg til 21.120 dyr i 1948; primært som følge af en række gårdsetableringer rundt omkring i de indre fjordsystemer. Der var tale om en fåreavl, som var baseret på græsning ude i fjeldet det meste af året, med kun meget begrænsede mængder vinterfoder. Denne strategi gjorde erhvervet meget sårbart i hårde vintre, med store tab af får og lam, men det var videre muligt med store udvidelser af bestanden i milde klimaperioder. Men der var tale om et system med lave udbytter per får; grundet store tab af dyr - men dette blev opvejet af store flokke, omtrent som situationen i mange af fåreavlslandene på den sydlige halvkugle.

         

Efter den hårde vinter 1948-49 var bestanden svundet ind til blot 10.453 dyr, omtrent en halvering. I de efterfølgende år stiger bestanden gradvist, og når igen op på 22.654 dyr i 1956, men falder igen til 17.575 dyr
i 1957, igen som følge af en hård, lang og snerig vinter- uden snesmeltende føhnvinde.

Der sker derefter en stor stigning i husdyrbestanden fra slutningen af 1950'erne og frem til 1966, primært som følge af en sekvens af gode somre samt milde vintre, med lidt sne og god vintergræsning. Bestanden topper i 1966 med 48.000 får, som er det hidtil største antal registrerede avlsdyr. Men denne bestand skal ses i lyset af at produktionen på slagteriet i rekordåret blot var højde med hvad der er blevet normen i de seneste år, men i dag med en langt mere begrænset husdyrbestand. Således var der tidligere tale om en særdeles ekstensiv driftsform, med meget begrænsede udbytter pr. avlsdyr; selv i de gode år.

Men den efterfølgende skæbnesvangre vinter 1966-67 betød de største tab hidtil - og der var således kun 19.070 avlsdyr i efteråret 1967. Mere end 60 % af bestanden var døde af sult og udmattelse i forårsperioden, hvor sne og is fortsat dækkede landet under læmningsperioden. Mange fåreholdere stoppede i de følgende år, pga. den svære økonomiske situation og som følge af tabet af deres produktionsgrundlag.

I de efterfølgende år kom en sekvens af uheldige år, med et generelt køligere klima og mere snerige vintre,
med katastrofer i såvel vinteren 1971-72 og 1976-77. Erhvervet var ude i en eksistentiel krise i disse år.

         >

Den intensive driftsform, 1976 og fremefter
Frem til 1975 fortsætter den udprægede ekstensive driftsform, hvor den sidste alvorlige katastrofevinter indtræffer. Derefter sker der gennem slutningen af 1970'erne samt 1980'erne en gradvis omlægning til en mere intensiv driftsform, med større indkøb af foder samt en tilpasning af besætningsstørrelserne ift fodermængden, og der sker en stabilisering af bestanden uden de store udsving fra år til år. Denne stabilisering betød større driftsudgifter i erhvervet, men langt mere stabile indtægter og bedre muligheder for planlægning. Der skete således en gradvis intensivering af erhvervet op gennem 1980 og 1990, med mere fodring og større hjemmeproduktion af foder på de grønlandske marker.

         

I ovenstående diagram er der en tydelig tendens mod en større effektivitet, fra den sidste egentlige katastrofevinter, 1975-76, og frem til 2008. I det seneste tiår er produktionen af får og lam kommet på et niveau 20.000-24.000 slagtede dyr på slagteriet i Narsaq, med en stigende tendens.

Bestanden af avlsdyr har i det seneste halvår været stabil, og har holdt sig omkring 21.000 avlsdyr.
De seneste 10 år produktion har således været de mest stabile, og de 9 år efter år 2000 har således haft
den største gennemsnitlige produktion i erhvervets historie, med knapt en stigning på 22% ift. 1990'erne.

For endnu mere information, kan du læse artiklen: "Sheep Grazing in the North-Atlantic Region" (PDF, 2,5 MB).