savacon@gh.gl
kalaallisut..English
 





 
 

Det grønlandske landbrug og klimaændringer

Det grønlandske landbrug daterer sig tilbage til nordboernes landbrug i middelalderen fra ca. år 1000 til år 1500. Klimaet var sandsynligvis ikke meget anderledes end det nuværende klima. Der blev i middelalderen etableret en del sindige vandingsanlæg ved gårdene, således som påvist af arkæologen Knud J. Krogh. Denne første landbrugskultur forsvandt i løbet af 1400-tallet, velsagtens hen mod slutningen af århundredet, i en periode som også kaldtes for "den lille istid". Den klimatiske forandring til det koldere har været en medvirkende årsag til affolkningen, men andre faktorer har sandsynligvis også været medvirkende; herunder kulturelle og samfundsmæssige forhold i et større nordisk perspektiv.

Siden har en blandingskultur, med Inuit og Nordisk oprindelse, drevet landbrug i de subarktiske områder i Sydgrønland siden 1783, hvor nordmanden Anders Olsen og Tuperna fra Nuuk området grundlagde bondebygden Igaliku. Denne reetablering af landbrugserhvervet skete i en klimatisk svær tid, i slutningen af "den lille istid", og der blev drevet et landbrug, primært med kvæg og geder og mælkeproduktion, ved siden af fangererhvervet. Der har været tale om en livsform som nok ikke lå langt fra nordboernes liv i middelalderen.

I dag er der 50 gårde som driver landbrug som primært erhverv, baseret på fåreavl med omtrent 50.000 dyr, får og lam, på sommergræsning. Endvidere er der et beskedent antal heste og kvæg, samt få tusinde tamrener. Der dyrkes vinterfoder på en 1.000 hektar, og kartofler og grønsager på samlet ca. 10 hektarer.

Fåreavlen blomstrede frem under den milde klimaperiode fra begyndelsen af 1920'erne og frem til midten af 1960'erne, men erhvervet gennemgik en krise fra slutningen af 1960'erne og frem til slutningen af 1970'erne; grundet et koldere klima med hårdere vintre med megen og langvarigt snedække. Generelt må det konkluderes at 1900-tallet har været en mildere klimaperiode i forhold til 1800-tallet, hvilket også bekræftes af de blotlagte ubevoksede fjeldarealer, i dag ofte med mere eller mindre pionervegetation, som før år 1900 var dækket af is.

Et varmere klima med en længere vækstsæson vil, i et område som Sydvestgrønland, betyde en større planteproduktion, da temperaturen i vækstperioden og vækstperiodens længde er den primære begrænsende faktor for plantevækst i såvel sub- som lavarktis. Derfor vil et varmere klima, som følge af en global opvarmning, betyde en større græsningskapacitet samt større udbytter af ensilage og hø samt grønsager og kartofler m.m. klimaforbedringen fra midten af 1990'erne har været medvirkende til den etablering af kommerciel dyrkning af kartofler og grønsager, som navnlig efter år 2000 er blevet udbredt blandt de grønlandske landmænd. Også den nuværende lammeproduktion er på et højt niveau, således at det første årti i det nye årtusinde er det mest produktive årti i fåreavlens historie.

Man ser en bedring i de små forsøgsplantager med fremmede træer rundt om i Sydgrønland, hvor der er en visuel forbedret vækst. Dog ser man også flere skader på træer fra mere kontinentale egne, som har svært ved at klare det mildere vinterklima. Dette ses i at træer fra kystnære områder af Alaska, med ustabile vintre, klarer sig bedre end beslægtede træsorter fra det indre kontinentale Alaska. Der skal således i fremtiden vælges mere maritimt orienteret plantemateriale, fra områder med omskifteligt vinterklima, til det grønlandske jordbrug. Der tænkes her også på plantevalg til produktion af grovfoder fra vedvarende græsmarker.

Men et mere ustabilt vinterklima, med mange mildvejrsperioder og regn, hvor jorden dækkes af et isdække, kan medføre en dårligere græsning; specielt i efterårsmånederne samt i vintergræsningsperioden; med særlig tanke på tamrenerne. Vintergræsningen for fåreavlen har i dag kun en begrænset betydning.

Mere hyppige sommertørkeperioder, med højere temperaturer og ingen regn, vil være et problem i et varmere klima. Således har tørkeperioder i forsomrene i 2007 og 2008 været meget skadelige for erhvervet, specielt med tanke på dyrkningen af græs til hø og ensilage, samt på græsningen i særligt tørkeudsatte græsningsområder, herunder græsningsområderne ved Qassiarsuk bygd. Der etableres i den forbindelse en del nye vandingsanlæg i disse år på en del af de grønlandske landbrug, for at gøre grovfoderproduktionen mere stabil.

Mere alt i alt må det konkluderes at et varmere klima vil være en fordel for landbruget i Grønland. Et koldere klima vil til gengæld gøre erhvervsforholdene langt mere besværlige, og true erhvervets lønsomhed og i sidste ende eksistensen.

Det grønlandske landbrug arbejder fortsat på tærsklen til den kolde arktiske ørken, som en landbrugets forpost mod nord. Fremtiden må vise om denne forpost vil forskyde sig nordpå.